Af Elsebeth Frederiksen. Foto: Birger Agergaard

Der bor mange rumænere i Gellerupparken, og Laurentiu Ciocan er en af dem. Han er 29 år gammel og har boet i Gellerupparken i ca. fire år.

Ligesom mange andre havde han betænkeligheder ved at flytte til Gellerup. Han havde fra sine venner hørt, at Gellerup var et sted for fattige indvandrere, der lavede ballade, så der ville han ikke bo. Han var også bekymret over, hvordan folk skulle se på ham, fordi han boede i Gellerup.

I dag er han glad for området og er nærmest stolt over at bo her. ”Nu er det mit område, og det skal ingen sige noget dårligt om,” understreger han.

Er færdig med sin uddannelse
Han stammer fra Rumæniens næststørste by Timisoara, som har 329.000 indbyggere. Her begyndte han at læse Europastudier og besluttede sig for at læse videre i Danmark.

”Mine forældre var selvfølgelig kede af, at jeg rejste, men de støtter mig og vil bare det bedste for mig,” forklarer han. Han har da også planer om at blive boende i Danmark i lang tid fremover. Han har i Danmark færdiggjort sin kandidat i Europastudier og statskundskab og arbejder i dag som projektkoordinator og engang imellem som vikar på en varmestue.

Han har en travl hverdag, hvor han ved siden af arbejdet også kommer i Valgmenighedskirken i Aabyhøj, hvor han også har mødt en del danskere og to af de danske fyre, han nu deler lejlighed med.

Går rundt med Unge4Unge
Derudover er han aktiv i Unge4Unge, hvor han er med til at gå rundt i Gellerup og snakke med unge. For Laurentiu er det meget vigtigt at være en del af lokalsamfundet og lære mennesker af anden etnisk herkomst end dansk at kende. Derfor er han også meget glad for at være en del af Unge4Unge, som har givet ham meget, også på det sociale plan.

Han forklarer, at foreningslivet ikke er så udbredt i Rumænien,  som det er i Danmark. ”Ligeså snart man i Danmark er fem mennesker med fælles interesser, laver man en forening,” griner han.

I Rumænien er han i en gruppe i den lokale kirke, men de har ikke struktureret sig som i Danmark.

Danskernes syn på rumænere
Laurentiu Ciocan har oplevet, at folk har reageret negativt på ham, fordi han er rumæner. Han navn lyder umiddelbart italiensk, og der er betydelig forskel på, hvordan folk reagerer på ham, når de tror han er italiener og når han er rumæner. 

”Nogle af de associationer man får til Rumænien er ikke så spændende,” siger han og henviser til de mange sager i medierne, hvor man hører om rumænere, der begår kriminalitet.

Folk kan godt komme med nogle lidt dumme bemærkninger, når de hører hvor han er fra. ”Nu må jeg hellere passe på min pung,” er en af dem. I starten blev han lidt ked af det, men nu har han lært bare at grine med.

Ellers synes han selv, at han er ved at blive godt integreret. For eksempel cykler han rundt. ”Det gør man ikke hjemme i Rumænien, så det er måske en dansk ting,” afslutter han.