.. Ekstra Bladet – Tyvebande bag 20 indbrud – om dagen
Den 33-årige formodede bagmand havde udstyr til at bedømme lødigheden af guld og sølv. Politiet mener, han eksporterede tyvekosterne til Berlin. (privatfoto) Se stort billede
Rumænske indbrudstyve stjal for millioner i Danmark. To formodede bagmænd styrede fire grupper af indbrudstyve, der kunne begå 20 indbrud om dagen…
I hjemmet i Nordsjælland havde en 33-årig formodet bagmand teknisk udstyr til at undersøge renheden af det guld og sølv, som hans flokke af rumænske indbrudstyve forsynede ham med dagligt.
Tyvekosterne blev samlet og eksporteret til et familiemedlem i Berlin, der ejer en guldsmedeforretning. Her fandt tysk politi 250 kilo sølv og 50.000 euro, der svarer til 372.000 kroner.
100 hjem ribbet
Politiets særlige enhed mod organiserede indbrud ‘Task Force Indbrud’ har nu sigtet den 33-årige herboende sigøjner og hans kumpan for at stå bag cirka 100 indbrud i private hjem til et værdi af cirka to millioner kr., men efterforskningen er langt fra slut.
Politiet mener, at de to hovedmænd har styret fire grupper af tilrejsende indbrudstyve fra Rumænien, der begik indbrud i aftalte geografiske områder på Sjælland, hvor de sagtens kunne nå at begå 10 indbrud om formiddagen, aflevere tyvekosterne til bagmændene, og køre retur til villakvarteret om eftermiddagen for igen at begå en halv snes indbrud.
Læs også: Politiet: De styrer indbrudsbande
Efter afsløringen af den professionelle indbrudsbande i maj, kom der et stort dyk i antallet af indbrud i Nordsjælland, oplyser Jan Schack Andersen fra ‘Task Force Indbrud’.
De rumænske indbrudstyve gik især efter smykker, guld og sølvtøj samt elektronik som bærbare computere.
Smykker, guld og sølv blev efter politiets opfattelse afleveret til den 33-årige bagmand, der har drevet et rengøringsfirma, og en stor del blev eksporteret til Tyskland. Den 33-årige sigøjner har boet 16 år i Danmark, er gift og har to børn.
– Købt på loppemarked
Han erkender, at han havde udstyr til at vurdere ædelmetaller, men han hævder, det var fordi, han har opkøbt guld og sølv på loppemarkeder.
De elektroniske tyvekoster fra de mange indbrud blev omsat på Hotel Continent på Nørrebrogade, hvor stort set alle rumænske indbrudstyve var indlogeret, mens de var i Danmark. De boede ofte flere sammen i køjesenge på et enkelt værelse.
Læs også: Indbrudsliga: Fandt kvart ton tyvekoster
Politiet mener, at den 33-årige formodede bagmand og hans makker organiserede rejserne til Danmark for indbrudstyvene, indlogerede dem, sørgede for biler på danske nummerplader og udpegede de villakvarterer, hvor husene skulle tømmes.
– Teknisk efterforskning og koster har foreløbig ført til sigtelser for 100 indbrud til en værdi af cirka to millioner kr., siger chefen for Task Force Indbrud Karl Erik Agerbo til ekstrabladet.dk.
Læs også: Indbrudsbande har tråde til rengøringsgigant
Politiet er ikke i tvivl om, at de rumænske bander står bag mange, mange flere indbrud, men politiet kan jo kun rejse sigtelser i de forhold, hvor der er sikre tekniske beviser.
De 250 kilo sølv, der blev fundet hos den 45-årige guldsmed RB i Berlin var pakket i danske plasticposer med etiketter, hvor den 33-åriges fornavn stod. Derfor er politiet overbevist om, at tyvekosterne stammer fra villaindbrud i Danmark.
Politiet forsøger lige nu i samarbejde med tysk politi, at spore sølvtingene til konkrete danske indbrud. Flere effekter har indgraveringer med danske navne.
Bankboks proppet med penge
Den 10. maj slog politiet til mod indbrudsbanden, 14 blev anholdt i Danmark, to i Tyskland.
Under ransagningerne i Danmark blev der blandt andet fundet cirka 15 kilo guld og sølv og i en bankboks 240.000 kr. og 10.000 euro.
De formodede hovedmænd, der nægter sig skyldige, sidder stadig varetægtsfængslet.
Politiet håber, at efterforskningen i komplekset er færdig om en måneds tid.
En række af de tilrejsende rumænske indbrudstyve er allerede dømt. En rumæner har fået et års fængsel for otte indbrud, en har fået 10 måneder for syv indbrud og en er idømt tre måneders fængsel for to indbrud.
Læs også: Forenede service: Rengøring med beskidte fingre
Descoperă mai multe la Danemarca 🇩🇰 mapamond🌐media
Abonează-te ca să primești ultimele articole prin email.