Rumænien – et studie i identitetsforvirring

Rumæniens optagelse i EU har fået rumænerne til at ruge over deres kulturelle selvforståelse, hvilket har blotlagt en intrikat blanding af nationalstolthed og selvhad

Rumænien gennemlever for tiden år en besværlig og selvplagerisk metamorfose. Modsætningerne imellem den sociopolitiske virkelighed og postkommunismens kulturelle identitetsdannelsesprocesser kolliderer med EU’s bestræbelser på at integrere hele Østeuropa efter vestlige værdiforestillinger. Indadtil udøver antimodernismen den stærkeste indflydelse på den politiske kultur. Frem for alt ved en autoritær prægning af det sociale liv og en stærk påberåbelse af nationale traditioner, herunder troen på en autentisk nationalidentitet og på den allestedsnærværende ortodokse religion.

Det dybt byzantinsk prægede Rumænien har siden 1989 søgt at tilegne sig to identiteter, som i teorien udelukker hinanden gensidigt, men i politik og dagligliv harmonerer fint: På den ene side en førmoderne identitet som et kristent-ortodokst kulturfolk. På den anden side en postkommunistisk identitet som oplyste europæere. Udstyret med disse to identiteter bliver modsætningsforholdet i Rumænien gjort til regel. Således gav Rumænien under Kosovo-krigen i 1999 NATO’s kampfly adgang til sit luftrum, idet man samtidig leverede olie til Serbien. Det rumænske parlament har senest besluttet, at der skal opføres en ny ortodoks katedral i Bukarest og indført en ny lov imod at ‘smæde religioner’, der i praksis nærmer sig censur. Nationalisme og dyrkelsen af det europæiske udgør den skizoide identitetskerne i den rumænske way of life: I de indre anliggender er man lige så strengt antieuropæisk og nationalortodoks, som man er radikal proeuropæisk og liberalt sekulær, når det gælder bestræbelserne for integration i EU.

Den omstruktureringsproces, som pålægger såvel samfundet som helhed som den enkelte borger til at blive ‘europæisk’ ved at blænde ned for den kommunistiske fortid og dennes dybtgående ideologiske prægninger bygger ikke på en selvkritisk bearbejdning af historien, men på forestillingen om, at der hersker kontinuitet i nationens historie, myter, traditioner og kulturelle selvbeskrivelser. Denne forestillingsverden, som Rumæniens nye eliter har gjort til sin, er imidlertid i høj grad et produkt af kommunismens ‘nationale diskurs’, som nu blot optræder i den herskende liberalismes gevandter. Kommunismen bliver med tilbagevirkende kraft fremstillet som moderniseringsproces i den nationale historie. Da Rumæniens parlament i december fik forelagt den afsluttende beretning fra en historikerkommission om kommunismens betydning, udløste det ultranationalistiske parti Storrumænien (PRM) tumulter.

Identitetskonstruktion

Rumæniens politiske og kulturelle isolation efter Anden Verdenskrig sporede intellektuelle, kunstnere og forfattere ind på en national diskurs, som bidrog til at opbygge en særlig dakisk-romansk kontinuitet fra Antikken til kommunisterne, herunder navnlig Ceausescu (dakerne var et folk, der i Antikken beboede landet mellem floderne Donau og Dnestr, red.). Personkulten omkring Ceausescu fra 1970’erne og frem projicerede rumænernes selvbestaltede conducator (‘fører’) over i dakerkongen Decebals mytiske gestalt.

Vor tids rumænere, hævder nationalrumænske forskere, skal som ‘latinsk folkeslag’ være blevet til ud fra opblandingen af dakerne med romerske kolonister under kejser Trajan (106 e. Kr.) – en påstand, der savner belæg i de antikke kilder, hvorfor rumænernes nedstamning fra romerne snarere ligner en raceoprindelsesmyte. Den ‘dakisk-romanske kontinuitetsteori’ forudsætter tendentielt en kristen-vesterlandsk herkomst, men den næsten samlede internationale forskning går i stedet ud fra en slavisk påvirket etnogenese af rumænerne på det sydvestlige Balkan i naboskab med albanerne.

Siden det 19. århundrede har det rumænske folks tilblivelse og den implicitte problematisering af dets kulturelt-civilisatorisk tilhørsforhold været genstand for indædte konfrontationer med Ungarn. Gensidige krav på regionen Transsylvanien har dannet grundlag for politiske konflikter. Et andet stridsemne, der stikker dybere, har vedrørt diskursrammerne for identitetsdannelse og identitetshævdelse for en af slaviske folk omgivet og truet kulturnation med kristen-vestligt missionsbevidsthed – en virkningsfuld kultur-ideologisk talefigur, som blev videreudviklet af Ceausescu i den nationale diskurs og i suverænitetspolitikken over for Moskva, og som endnu i videretraderes i dag, hvor Rumænien er stillet over for konstruktionen af et overnationalt fælles europæisk ‘kultur- og værdifællesskab’.

De gamle teknokratiske eliter, som styrtede Ceausescu og overtog magten, havde relativt nemt ved at opbygge en kulturel konstrueret postkommunistisk identitet som ‘europæere’, fordi de kunne gribe til en dybere liggende og virkningsfuld disposition: Den allerede under Ceausescu udviklede nationale diskurs, som koblede hævdelsen af rumænernes latinske herkomst sammen med en aggressiv suverænitets- og sikkerhedspolitik. Rumæniens kulturelle eliter har derimod sammenflikket en kuriøs antimodernistisk kulturideologi og dermed på ironisk vis fornyet den kommunistiske disposition: Det kulturelle rum, som forkastede det modernes resultater og i stedet vendte sig imod traditionalisme og national racemytologi, som Rumænien befandt sig i indtil 1989, blev simpelt hen ‘europæiseret’ retrospektivt. Endog de protofascistiske 1930’ere med Nocia, Eliade og Cioran som toneangivende gælder nu som indstiftelsen af det rumænske moderne. Den eliminatoriske antisemitisme er nu som før et tabu. Neospiritualisme og eklekticisme fordunkler den uforvaltede kommunistiske fortid såvel som Antonescu-tidens fascistiske involveringer.

Marskal Antonescu, som i dag atter æres som nationalhelt, oprettede i 1941 sammen med den fascistiske Jerngarde et diktatur og udnævnte Rumænien til ‘national legionsstat’. Det militærfascistiske Antonescu-regime deltog i 1941 på nazitysk side i angrebet på Sovjetunionen. Bessarabien og Bukowina blev tilbageerobret fra Sovjet, og tillige blev Transnistrien, en del af Ukraine, indlemmet i Rumænien. I Transnistien oprettede Rumænien KZ-lejre til udryddelse af rumænske jøder og romaer. I alt mellem 400.000 og en million rumænske jøder blev dræbt her, som Elie Wiesel redegør for i det i 2004 udgivne Bericht der internationalen Kommission zur Erforschung des rumänischen Holocaust. Antisemitismen blev under Antonescu til statsideologi, hvad der aftvang Hitler beundring for det ellers så tilbagestående og foragtede Rumænien.

Dæmonen Ceausescu

Under Ceausescus styre (1965-89) fuldbyrdedes den ideologiske forvandling fra marxistisk internationalisme til etnisk nationalisme med europæisk stormagtsambition – en set fra i dag latterlig ambition, som ikke desto mindre fik stor politisk virkningskraft indadtil, idet det forbandt Rumæniens folkeoprindelsesmytos med en aggressiv økonomisk politik. Med vestlige kreditter blev det landbrugsprægede land underkastet et gigantisk industrialiseringsprogram. I 1966 blev der indført en lov til fremme af ‘børnerigdom’, ligesom abort blev forbudt – et projekt, der turde være et af de mest monstrøse socialeksperimenter i nyere tid og var udtryk for det, der i partiprogrammet var blevet til naturalisering og essentialisering af folk, hjemstavn og nation. Syge og handicappede børn, som revolutionen fra 1989 bragte det for dagens lys, blev nådesløst udstødt af rumænernes skæbnefællesskab og gemt af vejen i fra offentligheden afskærmede vanrøgtsbørnehjem, hvor de ved en målrettet selektionsproces skulle dø. Ironisk nok var det præcis denne i en vis forstand til nationalejendom erklærede generation af ‘nye mennesker’, som Elena og Nicolae Ceausescu betegnede som ‘deres børn’, da diktatorparret blev styrtet og henrettet den 25. december 1989.

Tre soldater udgjorde henrettelsespelotonen. Elena Ceausescu råbte til dem: “Jamen I er dog mine børn, jeg har selv opdraget jer”. Det er ikke uden en vis tragikomik, at Ceausescu kort før sin henrettelse gav sig til at synge Internationale og udbrød: “Længe leve Det Rumænske Kommunistparti”. Hans sidste ord var: “Historien vil hævne mig”. Den 30 minutter lange skueproces foran militærtribunalet var visselig ikke noget shake-spearesk drama, snarere en Marx Brothers-farce om end med blodig udgang. Anklagepunkterne imod Ceausescu – ‘folkemord’ på det rumænske folk med over 60.000 ofre, den forsætlige ødelæggelse af historiske bygninger i Rumænien og undergravelse af den rumænske økonomi var alment og vagt formuleret. Anvendelsen af begrebet ‘folkemord’ tydede på, at det for tribunalet ikke handlede om et fuldstændigt afklaret opgør med Ceausescu-æraen, men i første omgang om at skaffe sig af med en dæmon. Tvivlsom forekommer også den rolle, der tilfaldt de intellektuelle og digtere, som brugte det af dem besatte rumænske fjernsyn til at antænde en almindelig psykose i stedet for at mane til besindighed og afklaring.

Billedet af det nedskudte diktatorpar har indprentet sig dybt i rumænernes hukommelse og i den øvrige verdens. Midt i Europa var tribalismen genopstået. Forladt af sit hemmelige politi, sit parti og sin hær, som allerede forestod hans tronfølge, led Ceausescu en arkaisk død. Episoden var som et ekko af en langt bortsvunden tid, da de livegne bevæbnet med høtyve stak despoten ned og delte latifundierne (storgodserne, red.) imellem sig. Den nationale diskurs havde i den rumænske revolutions dage frigivet sin inderste kerne, den forborgne og dybtliggende kulturelle atavisme, som i dag stærkere end nogensinde – trods suspensionen af Balkan-identiteten, trods EU-optagelsen, og trods den nye Euro-identitet – præger rumænernes nye euro-selv.

Så på samme måde som de vestlige kulturnationer, som for godt 200 år siden på ny opdagede antikkens idealer og gjorde krav på dem for sig selv alene, udelukkede Balkan fra civilisationen og opfattede hele Sydøsteuropa på grundlag af dets samtidighed af folkeslag, sprog og religioner som uorden, utilstedelighed og smudsighed, erklærede også Rumæniens sit eget selvs mangetydighed for anomali.

“Balkans tvetydighed,” har Maria Todorova bemærket, “dets overgangskarakter kunne lige så vel have gjort det til en ufuldkommen Anden – i stedet bliver det konstrueret ikke som noget Andet, men som et ufuldkomment Selv.” Den Anden, som der her er tale om, er i sandhed det hadede og fortrængte Selv: det i sin inderste identitetskerne fra mangetydigheder og irregulariteter udrensede og af rationalitetens og renhedens ordensprincipper sammenholdte euro-selv, som Rumænien nu har antaget. Imagologien, en ny videnskab, som beskæftiger sig med ‘Den Andens’ billede, kender tre kategorier for at skelne mellem selvbilleder: Liminalitet (signifikante ændringer i selvbilledet), marginalitet (egenskaber i samme kategori som selvbilledet) og det lavest tænkelige. Eksemplet Rumænien kan klassificeres som lavest tænkeligt tilfælde (det strukturelt hadede Alter Ego).

Europa, vi kommer!

© Die Tageszeitung og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Marius Babas, f. 1962, er kurator, kunstteoretiker og universitets-docent i Berlin

http://www.information.dk/134388