33 rumænere, der arbejder på et Dong Energy-byggeri i Fredericia-området, har i en længere periode været indkvarteret ulovligt i en kontorbygning i et industriområde i Erritsø uden for Fredericia. Ifølge 3F’s oplysninger betaler de 3.000 kroner om måneden hver for at bo der – næsten100.000 kroner om måneden. Fredericia Kommune kan med Planloven i hånden umiddelbart ikke få rømmet bygningen, så ejeren tjener fortsat på ulovlig udleje.
Kommunen meddelte allerede 11. maj ejeren af bygningen, at det er ulovligt at udleje til beboelse i industrikvarteret, men han har ikke reageret, oplyser teamleder i by- og erhvervsafdelingen Anders Tang Herreborg Kjærved.
– Vi har i henhold til Planloven varslet et påbud til ejeren om at lovliggøre det, det vil i praksis sige at rømme bygningen, da der ikke er mulighed for dispensation. Det varsel udløber 10. juni og så bliver det en politisag. Vi har ikke mulighed for sanktioner. Det er meget beklageligt, at man ikke overholder loven, siger han.
En alvorlig sikkerhedsrisiko
Især fordi den ulovlige udleje udgør en sikkerhedsrisiko, pointerer han.
– Det beredskabsmæssige er det værste og er særligt skærpende. Hvis der for eksempel opstår brand, og der kommer et nødopkald fra et industrikvarter, så forventer brandvæsenet jo ikke at møde 30 mennesker. Der er forskel på at rykke ud til en hotelbrand og en industribrand, påpeger Anders Tang Herreborg Kjærved.
Morten Lehmann, gruppeformand i Bygge-, offentlig- og Grøn gruppe 3F Kolding er forarget over, at en udlejer bevidst kan overtræde reglerne og fortsat tjene tykt på det. Ifølge hans oplysninger fra folk tæt på bor der 33 mand på adressen, der hver betaler 3000 kroner om måneden for at bo der.
– Det kan udlejeren fortsætte med, uden at det får økonomiske konsekvenser for ham. Det krænker min retsbevidsthed, siger Morten Lehman, der også er næstformand i LO Fredericia.
Tavse rumænere
Det har ikke været muligt at få en kommentar til den ulovlige udlejning fra ejeren af kontorbygningerne Martin Krogh.
– Jeg holder ferie i denne uge, meddeler han i en sms.
Martin Krogh er også indehaver af Marsø Smede- & Maskinværksted, der ligger lige ved siden af på samme adresse.
De rumænske arbejdere har ikke lyst til at udtale sig. Da Fagbladet 3F banker på kontorbygningen ved fyraftenstid, hvor rumænerne bliver kørt til i bus fra byggepladsen, snakker ingen engelsk, og dørene til værelserne bliver hurtigt lukket.
Da det andet hold rumænere ankommer med bussen, vender stemningen lynhurtigt, og Fagbladet 3F bliver bedt om at skrubbe af i en fart.
– De har en anden og barsk virkelighed. De har brug for pengene og er bange for at blive fyret, siger Morten Lehmann.
Dongs rumænere bor ulovligt i gammel kontorbygning …
Descoperă mai multe la Danemarca 🇩🇰 mapamond🌐media
Abonează-te ca să primești ultimele articole prin email.