En rumæner er bare billigere!

Efter at have oplevet ejendomsservicebranchen indefra i ni måneder står det mig klart, at det fag er tabt på gulvet. Det er en branche, hvor arbejdernes behov for værdige job totalt er underordnet firmaernes behov for en arbejdskraft, der er fleksibel og villig til at gøre nærmest hvad som helst. Desperate udlændinge, som ikke stiller for mange spørgsmål og ikke kender deres rettigheder, er kraftigt medvirkende til, at der udvikler sig forhold, der ikke tåler dagens lys. Her følger en sand historie fra en af de mere underbelyste sider af det danske arbejdsmarked.

Det var sidste sommer og en af de dage, hvor solen bagte ubønhørligt ned på fortovet, så man konstant måtte modarbejde fristelsen til at stoppe med at feje og køre fra den ejendom på Ydre Østerbro, hvor vi arbejdede, og ud til stranden ved Svanemøllen. Glemme alt om beskidte trapper og fortov for en stund.

Min ven og kollega Andrei fra Rumænien havde lovet at hjælpe mig med min rute, selv om han ikke fik nogen løn for det. Jeg havde brugt mange timer på at hjælpe ham med alt fra at skaffe en telefon til at forstå det danske system og få kontakt til arbejdsgivere, så det glædede ham meget at kunne give lidt tilbage som tak.

På det her tidspunkt havde han ikke selv noget arbejde og fristede en tilværelse som hjemløs. I en måned havde han sovet på min sofa og i en bil. Mens han søgte arbejde, måtte han nøjes med at leve af det, han kunne tjene sort. En håndfuld arbejdsgivere havde hans telefonnummer, og hans tilværelse afhang helt og holdent af, at de ringede og havde et eller andet, han kunne lave. Bare for en dag eller to. Det købte ham hver gang noget tid og holdt liv i drømmen om et rigtigt arbejde.