Danezii ne refac fermele si aduc la viata agricultura romäneasca.

0
154

Genbrug af staldene på de gamle, rumænske statsfarme kræver meget arbejdskraft. I disse måneder har Ejnar Jensen flere hundrede lokale håndværkere beskæftiget. (Foto: DCHI)

Nyt liv i nedlagte, rumænske statsfarme

– Vi kører rundt og ser på store nedlagte statsfarme. Og der er en hel del. De tomme stalde vurderes – hvad kan denne ejendom bruges til? Er det den rigtige ejendom?

Det fortæller projektleder Ejnar Jensen fra det sydøstlige Rumænien, hvor det danske landbrugsproduktionsselskab DCH International A/S i disse år kraftigt udbygger sine svinestaldsanlæg.

– Når den rigtige farm er fundet, kommer jeg ind i billedet. Det er min overordnede opgave at renovere og tilbygge de gamle stalde til rationelle enheder hovedsageligt med indsat dansk staldinventar.

– Netop nu er vi i gang på to farme, hvor den ene faktisk skal fordobles i størrelse og den anden skal have tilbygninger, så staldene bygges sammen. Derefter går vi i gang med en fodermølle, som skal forsyne de to farme, fortæller Ejnar Jensen.

Succesfuld genbrugs-strategi

Siden DCHI startede svineproduktion i Rumænien i 2006, har selskabet haft en gennemsnitlig vækst på 30 procent om året. Selskabet blev på den baggrund nomineret til årets vækstvirksomhed i 2013.

– Igen her i 2014 forventer vi at udvide produktionen i Rumænien, fortæller CEO, Lars V. Drescher. Denne gang med 3.200 søer og der er flere lønsomme investeringer i pipelinen.

Ejnar Jensen er manden, der i praksis skal få omsat disse planlagte produktionsudvidelser fra tegninger og forladte bygninger til topmoderne, velfungerende staldanlæg.

– I øjeblikket har jeg omkring 120 håndværkere i gang, men når vi får step 2-renoveringen helt op at køre senere her i foråret, så forventer jeg at have 300 lokale håndværkere i gang fordelt på de to farme og en fodermølle, fortæller han. Det er mange folk inden for et lille område.

DCHI’s koncept er at overtage de forholdsvis mange, tomme statsfarme, som står forladte hen i Rumænien. De bliver herefter ombygget til mere rationelle enheder med dansk knowhow og ofte dansk inventar.

Denne genbrugs-økonomiske strategi har vist sig at være meget fornuftig, idet DCHI i 2013 forventer omkring 37 millioner i resultat efter skat – for andet år i træk.

At være dansk projektleder i Rumænien

Ejnar Jensen er selv uddannet tømrer og bygningskonstruktør. I perioder har han tidligere arbejdet med blandt andet etablering af gylletanke i Danmark, men hans karrierer har især været med opgaver i England, Japan og Tyskland.

– At arbejde i udlandet går lidt i blodet på én. Herude skal man hele tiden være kreativ, udfordringerne er anderledes end derhjemme, og det trives jeg godt med, fastslår han.

Med god planlægning får han også familielivet i Danmark til at passe med sit arbejde i Rumænien.

I 2010 fik han de første opgaver i Rumænien for DCHI, men efterfølgende kom Graakjær ind som totalentreprenør, og de havde selv medarbejdere med.

– Sidste år i juni ringede DCHI til mig i Danmark, hvor jeg nu byggede supermarkeder. Man havde omstruktureret og ville nu selv stå for byggeprojekterne med underentreprenører. Her skulle de bruge en projektleder, og de kunne se mig i den stilling.

Ejnar Jensen startede derefter i Rumænien i august til et i gangværende projekt.

– Der var også startet mange nye, lokale håndværkere, og samarbejdet med disse skulle prøves af, så man var sikker på, at det var de rigtige. Det har det vist sig at være, og så snart vi har afklaret det endelige valg af bygningsdele inden for de næste par uger, vil vi skrive længerevarende aftaler med håndværkerne.

Næsten som at bygge i Danmark

Her i 2014 er der to hovedprojekter i gang, hvoraf den ene alene er på 23.000 kvadratmeter stald. Der er i øjeblikket tilknyttet tre underentreprenører til at renovere og sammenbygge de gamle stalde.

– Jeg har et rigtig godt samarbejde med entreprenørerne – også over til de lokale myndigheder og medarbejdere. Entreprenørerne kan engelsk og kan trykke på de rigtige knapper. Det betyder meget i Østeuropa.

– Vi går ikke på nogen måde ind i korruption, som det ellers ofte forventes herude. Det er et klippefast princip, og det ved vores leverandører.

I forhold til byggeri i Danmark skal Ejnar Jensen beregne længere leveringstid på materialer. Desuden betyder den lavere løn, at der bruges mere arbejdstid og andre teknikker end på en dansk byggeplads.

– Sproget er selvfølgelig også en udfordring, og man tager ikke lige telefonen og for eksempel efterlyser manglende materialer.

Men normalt er der ingen særlige problemer med at få materialer. Opgaven er mere at få den danske knowhow indarbejdet i praksis.

Rumænske medarbejdere

– Vi er nu oppe på at beskæftige flere hundrede lokale rumænere. Og vi er kun 6-7 danskere hernede.

De rumænske medarbejdere er engagerede og bidrager gerne med løsningsforslag.

– Men de har en naturlig skepsis, som er opbygget fra mange års udenlandsk indblanding. Det sidder dybt i dem.

– Menneskerne herude er vant til at leve i nuet, som en lidt bitter erfaring fra fortiden. Man ved, hvad man har lige nu. Det skal vi danskere lære at respektere – også når vi skal samarbejde på byggepladsen.

Ejnar Jensen bruger meget af sin sparsomme fritid i Rumænien til at gå i motionscenter.

– Der får jeg en god kontakt til de lokale på en jævnbyrdig måde. Det lære jeg meget af, når jeg halvtræt har tid til at lytte.

Kun et par gange om måneden kører han til DCHI’s kontor i byen Focsani, hvor han møder andre danskere.

Flere projekter på vej

DCHI har sit eget team af 20-25 fastansatte håndværkere, som Ejnar Jensen også har ansvar for.

– Dem bruger vi til løbende vedligeholdelsesopgaver eller hvis vi for eksempel skal have ombygget eller etableret boliger herude.

De igangværende projekter på de to farme skal være færdige ved slutningen af 2015.

– Jeg kan sagtens se mange flere projekter efter samme koncept, siger Ejnar Jensen. Der er fortsat tomme statsfarme, og når blot der er to farme med egen fodermølle, betyder afstanden ikke så meget.

Andre har forsøgt samme koncept uden tilsvarende succes.

– Vi har blandt andet overtaget en farm efter, at en spansk gruppe investorer havde givet op. Men også den skal vi nok få noget fornuftigt ud af, slutter Ejnar Jensen.

 

Nyt liv i nedlagte, rumænske statsfarme

LĂSAȚI UN MESAJ

Please enter your comment!
Please enter your name here